Mit navn er Stig Aagaard Hansen, og jeg er personlig træner i Styrkeklubben.
Jeg har en bachelor i Ernæring & Sundhed og en kandidat i Idræt & Sundhed, og mit arbejde tager udgangspunkt i en evidensbaseret tilgang til både træning og kost. For mig handler det ikke kun om, hvad der er optimalt på papiret – men om hvad der fungerer i praksis.
Min interesse for træning og bevægelse startede tidligt. I min opvækst i et lille lokalsamfund med et stærkt foreningsliv, dyrkede jeg bl.a. håndbold, fodbold, volleyball og gymnastik. Senere har jeg selv været aktiv som både gymnastikinstruktør og håndboldtræner, som har givet mig erfaring i arbejdet med mennesker.
I dag har jeg en særlig interesse for at hjælpe mennesker med at få træning og kost til at passe ind i en travl hverdag. Mange ved godt, hvad de “burde” gøre, men mangler struktur og en plan, der kan holde over tid. Her arbejder jeg med enkle løsninger og realistiske vaner, som skaber fremgang uden at fylde hele hverdagen.
Ved siden af mit arbejde har jeg selv en stor interesse for styrketræning, og bruger aktivt min egen træning som en del af min faglige tilgang.